Søgeresultater for:

#Byer

Los Gigantes

Los Gigantes er en hyggelig badeby på Tenerifes vestkyst – hvilket betyder, du kan se de smukkeste solnedgange her! Find en dejlig restaurant, læn dig tilbage med en kold drink i hånden og nyd den fantastiske udsigt over Atlanterhavet.  

Et helt særligt kendetegn for byen er klipperne, der har navngivet byen - Los Gigantes - “kæmperne”. Klipperne rager 600 meter op og strækker sig langs kystlinjen. Disse majestætiske klipper tårner sig op omkring byen og forsvinder ned i Atlanterhavets dybe blå farve. De hvidkalkede huse, grønne palmer og farvestrålende blomsterbede udsmykker den lille, hyggelige bys gader og stræder. Gå på opdagelse i små boder og souvenirbutikker og find det perfekte minde om din ferie til Tenerife og Los Gigantes. 

Du finder ikke kilometervis af sandstrand i byen – men du kan sagtens bade alligevel! Lava har formet et naturligt havbassin, hvor du kan side og slappe af og nyde udsigten over havet. Der er også en lille strand i en bugt inde i byen, hvor bølgerne ikke er så voldsomme, hvor du kan tage en afkølende dukkert.  

Men en lille køretur fra Los Gigantes, kan du tage på stranden. Tenerife er kendt for sine sorte lavastrande, og en af dem ligger omkring 20 minutters kørsel fra Los Gigantes – nemlig Playa de la Arena. Her er sandet knaldsort og står i stærk kontrast til de farvestrålende parasoller og det blå vand. Slap af ved vandet, nyd varmen og få læst den bog, du altid har for travlt til at læse derhjemme.  

Los Gigantes er den perfekte base til dig, der gerne vil opleve alt det skønne, Tenerife har at byde på. Kør fx ad de snoede bjergveje til Teide Nationalpark og oplev den storslåede natur. Du kan også tage på dagstur til et vandland eller en dyrepark i nærheden.

Tag ud på vandet! Fra Los Gigantes er det helt ideelt at tage på hval- og delfinsafari og opleve, hvordan de blide kæmper og legesyge delfiner boltrer sig i Atlanterhavets dybblå vand. Du kan også sejle ud og besøge naboøen La Gomera, hvor du kan gå tage på vandretur i det smukke vulkanlandskab, vandre i junglen og nyde udsigten fra grønne, frodige bjergtinder.   


#Byer

Cartagena

Cartagena er en smuk og eventyrlig by fuld af romantik og legender. Byen blev grundlagt 1533 af Pedro de Heredia, og her er en smuk gammel bydel med bymur og mange historiske pladser. Det er virkelig betagende at gå rundt i de farvestrålende gader og se den gamle bydel eller besøge markedet, hvor du udelukkende kan købe ting til den søde tand. Her er også et bohemeagtigt Getsemaní område, hvor du kan gå rundt og købe friskpresset juice fra en gadesælger på vejen, og særligt om aftenen liver Holy Trinity pladsen op med dans og glæde. Sæt dig og nyd stemningen. Hvis du vil have mere dans og musik, bør du besøge Café Havana en aften efter kl. 22, der står den nemlig på salsarytmer. Du kan også besøge Cartagena Gold Museum, Inquisition paladset og Las Bóvadas, der er del af den gamle bymur og var originalt en fangekælder. Byen har masser af biblioteker, blandt andet Bartolomé Calvo biblioteket, der blev bygget i 1843, og se også Heredia teateret, der åbnede i 1911 og er inspireret af Teatro Tacón i Havana. Lidt uden for den gamle bydel ligger fortet San Felipe de Barajas, der blev bygget af spanierne i 1536, da pirater, briter og franskmænd begyndte at angribe byen fra landsiden. Du får en smuk udsigt over byen fra La Popa bakken og kan drømme dig 500 år tilbage. Stemningen, seværdighederne og de dejlige mennesker er grunden til, at du tager hertil. Ja, og der er selvfølgelig også udmærkede sorte strande, men i dette tilfælde er det de mindste at stedets attraktioner. Hvis du vil have strand, kan du tage til bystranden i den gamle bydel, men Playa Blanca, der ligger 20 min væk i båd, er et klart bedre bud til en dejlig stranddag. Du kan også tage på en heldags udflugt til Isla del Rosario. Vi er ikke de eneste, der har forelsket os i Cartagena, og derfor deler du byen med en masse andre turister og gadesælgere.


#Byer

Bogotá

Bogotá er hovedstaden i Colombia og ligger i 2640 meters højde, hvilket gør byen til den tredjehøjest liggende hovedstad i verden. Det er en pulserende og levende by, der byder på utrolig mange forskellige områder og oplevelser. I den hyggelige gamle bydel, La Candelaria, kan du slentre igennem de smalle og farverige gader og opleve de flotte historiske bygninger, pladser, kirker og museer. Du bliver nødt til at besøge Simon Bolivars hus, der fortæller historien om denne legendariske general, der kæmpede og vandt friheden fra de spanske koloniherrer for mange lande i Sydamerika. Det er også her i byen, du finder det berømte Luis Angel Arango bibliotek, der har over 6 millioner besøgende hvert år, og Colombian National Museum, der er et af de ældste museer på det amerikanske kontinent og kan dateres tilbage til 1823. Tag den lille svævebane eller toget til Monzerate bakken, hvor der er en overdådig udsigt udover hele byen. Besøg også Bogotás stolthed, og om nogen vil, vartegn: Guldmuseet der huser en af verdens største guldsamlinger. Besøg Botero museet og Plaza de Bolivar fra 1553 med byens første katedral. Bemærk at der om søndagen er messe i kirker og derfor mange mennesker og pilgrimme. Søndag lukkes en del af de store veje i Bogotá, og de lokale finder cyklen, løbehjul, løbesko frem og bruger dagen i motionens tegn. Meget folkeligt! De fleste slutter omkring bydelen Usaquen (ca. 20 minutters kørsel fra La Candelaria), hvor der er sat boder og underholdning op. Her er der nogle gode, hyggelige restauranter. En fin udflugtsmulighed, hvis man er i byen en søndag. Museer er desuden gratis om søndagen! Den gamle bydel er virkelig hyggelig og dejlig om dagen, men om aftenen er der ikke så meget lys, og nogle føler sig lidt utrygge ved at færdes der - men så tag til den nye bydel i stedet! Zona Rosa er fuld af flotte restauranter, caféer og gode butikker, og her er et dejligt liv


#Hoteller

Le Domaine de Tam Hai Resort

Tam Hai Resort er et rigtig dejligt sted – og når du sejler langs kanalen og ankommer til bådebroen, vil du straks føle dig hjemme! Ian – en ældre, engelsk fyr, som har boet her nogle år – tager imod dig og viser dig rundt på stedet. De 12 hyggelige villaer ligger strøet rundt under de gyngende kokospalmer, og de er alle smukt indrettet med seng, aircondition, loftsvifte, wifi og minibar. Nogle af dem har udendørs bruser, og alle har rustikt palmebladstag. Den hyggelige bar har sand på gulvet og et tag af bambus og palmeblade, og her kan du sidde i sofaerne og drikker friskpresset juice eller drinks. Restauranten serverer lækker morgenmad, og du kan vælge mellem amerikansk, asiatisk, frugtplatte eller morgenmadsprodukt. Om aftenen sidder du på stranden og spiser, og maden er super lækker – den er sund, og der er et stort udvalg! Nyd at sidde i lyset fra de hyggelige strandlamper med fødderne i sandet, mens de små fiskerbåde sejler forbi ude på vandet, og Ian går og hygger om dig og de andre gæster. Du kan bade på den lillebitte strand, men fordi det er en kanal, er det mere som at bade i en flod end på en strand – men der er en skøn strand kun en kort sejltur væk! Og så er her selvfølgelig en dejlig pool, hvor du kan tage en kølig dukkert eller nyde udsigten ud over vandet i skyggen fra palmerne. Der er rigtig mange myg, og derfor sørger hotellet for myggedræbere, myggenet og myggespiraler, men du skal selv sørge for myggebalsam! 


#Byer

Hvar

Øen Hvar er en af de mest solskinsrige øer i Kroatien, kendt for sine vinmarker og landskabet fyldt med lavendel og rosmarin. Den er faktisk blevet kåret som en af verdens 10 smukkeste øer! Her kan du kombinere badeferie med historie, kultur og udflugtsture. Her finder du det lokkende turkisblåt hav, den charmerende by Hvar med byliv, cafeer og seværdigheder og spændende muligheder for udflugter.

Hovedattraktionen på den måske mest solrige adriaterhavsø er Hvar by. Byen Hvar er en virkelig hyggelig by med masser af små gader i den gamle bydel. Byens centrale torv Pjaca har et hav af charmerende cafeer, og her ligger den gamle by på begge sider. Vil du udforske byens gamle gader, så husk en flaske vand, for gaderne er kringlede med masser af små trapper. I byens gamle bydel kan du opleve den velbevarede Skt. Stefans katedral og det smukke, ikoniske klokketårn ved siden af. Fra Pjaca går promenaden langs vandet, og her kan du gå en tur og se farverige boder på den ene side og store yachter på den anden. Spis på gode restauranter og smag de traditionelle dalmatiske retter Pasticada, bagt lam, blækspruttesalat eller sort risotto med blæksprutte

I Hvar by kan du besøge Fortica Spanjola, som ligger 90 meter over byen, og herfra har du en smuk udsigt over byen. Du kan komme til fortet på 40 minutter til fods ved at følge skiltene fra torvet Pjaca. Er du ikke let til bens, kan du køre i bil til fortet. Kan du ikke få nok af smukke udsigter, så besøg Fortress Napoleon, som blev bygget af kejser Napoleon og ligger 241 meter over havets overflade. Turen til fortet er en god gåtur på cirka 25 minutter i det frodige og klippefyldte landskab.

På øen Hvar har du rig mulighed for en dag ved stranden. På øen er strandene for det meste klippefyldte stenstrande og ligger i små bugte med det mest utrolige turkisblå vand. Er du mest til sandstrande kan du besøge Zarace strand, som ligger seks kilometer fra byen Hvar og ved foden af de smukke klipper. Dubovicas stenstrand ligger otte kilometer fra Hvar - væk fra larm og støj.  

Fra Hvar kan du tage til Stari Grad, som er Kroatiens ældste by. Her kan du opleve smukke renæssancepladser og stemningsfulde stræder. Besøg digteren Petar Hektorovics palads, som er fascinerende og også har en indbygget fiskedam.

Fra enden af det centrale tov i Hvar kan du tage en katamaran til Pakleni øerne. Pakleni øerne ligner det ægte paradis med små øde strande, turkisblåt vand og små laguner. Gå på opdagelse i livet under havoverfladen ved bugten Vela Garska, hvor du kan besøge undervandshulen der ligger i ti meters dybde.


1 2 3 15 16 17 18 19