Søgeresultater for:

#Lande

Argentina

Rejser til Argentina byder både på storslået natur og hyggelige byer i massevis! Her er høje bjergtinder med sne på toppen og dale med søer i bunden, duftende vinmarker, golde ørkener, fantastiske vandfald, sneklædte gletsjere og de farvestrålende Andesbjerge. Det kæmpe store land byder på lige så store oplevelser i alle afskygninger.

Og så er Argentina jo også hjemsted for nogle af verdens bedste bøffer og ikke mindst den temperamentsfulde tango.
 

Ferie i Argentina – ud i naturen!

Rejser til Argentina byder på storslået natur som du ikke finder mange andre steder. Her er der virkelig tale om et land som har det hele – og mere til endda! Landet er så kæmpestort, at naturoplevelserne er vidt forskellige fra nord til syd. Uanset om du ønsker, regnskov, bjerge eller sneklædte gletsjere, så har Argentina det!  

Iguazú-vandfaldenes buldrende vandmasser

En af Argentinas største naturoplevelser finder du midt i regnskoven på grænsen til Brasilien. Det er nemlig her du kan opleve de fantastiske Iguazu vandfald.  

Iguazú består af hele 275 vandfald i alle størrelser og strækker sig 2,7 kilometer langs Iguazú-floden. Iguazú er så storslået, at det kan være svært at forstå, og igennem tiderne har det chokeret både kendte og kongelige med sin vildskab og skønhed. ’Stakkels Niagara Falls’ udbrød Eleanor Roosevelt efter sigende, da hun så det!  

Vandfaldene skal opleves både på den argentinske og brasilianske side, og du bør også sejle en tur ved bunden af vandfaldene. Her er du omgivet af buldrende vandmasser, og vil med garanti være drivvåd efter besøget - men det er det hele værd. 

Snelandskaber og rejser til verdens ende 

En helt andet naturoplevelse venter dig i Ildlandet, Tierra del Fuego, i det sydlige Argentina!  

Her ligger Ushuaia, verdens sydligste by, hvor du bogstaveligt talt kan stå på verdens sydligste spids. Her lever både pingviner, sæler og hvaler, og du kan se imponerende gletsjere, vandre i øde bjerge og sejle ud på det mørke vand på udkig efter dyreliv. 

Også El Calafate byder på helt fantastiske gletsjere og smukke krystalblå søer. Mest kendt er nok Moreno Gletsjeren, der står som en kæmpemæssig klippevæg ud til smaragdgrønt vand. 

Få en smagsprøve på Mendozas vinmarker

Mendoza ligger højt oppe i Andesbjergene i det vestlige Argentina, nær Chile, og det er en skøn storby. Men det er ikke for byen, du skal tage hertil – du skal tage hertil for at bo i det grønne vinland med langstrakte vinmarker omgivet af sneklædte bjerge. Her produceres langt størstedelen af det bedste argentinske vin. Bo på en vingård og smag på en masse lækker vin, gå ture i vinmarkerne og tag på udflugt op i bjergene.

Oplev den argentinske pampas som en ægte Gaucho  

Besøg også den argentinske pampas – prærien, der ligger midt i landet. Her huserer de argentinske cowboys – eller gauchos som de bliver kaldt! Her kan du på hesteryg ride over vidtstrakte græssletter og komme helt tæt de mange kvæg, som senere bliver til lækre kæmpebøffer på grillen. Bo fx i San Antonio de Areco, som er en af de traditionelle Gaucho-byer. 
 

Buenos Aires  - ’Sydamerikas Paris’  

Buenos Aires, der på dansk betyder ’Milde vinde’ er Argentinas hovedstad og en af de mest unikke byer i Sydamerika. Sammenlignet med andre byer og dele af Sydamerika, så er Buenos Aires en af de mere moderne storbyer. Derfor kaldes byen også for ’Sydamerikas Paris’.  

Byen byder blandt andet på ægte storbyliv med moderne caféer, teater, brede boulevarder, imponerende bygninger og historiske seværdigheder.  

Buenos Aires har mange forskellige kvarterer og bydele, som på hver sin måde bidrager til byens charme.  

Hygge og gadetango i San Telmo kvarteret 

Et af de mest særprægede bydele i Buenos Aires, er San Telmo – eller skal vi bare sige Tango-kvateret? For du skal ikke tilbringe mange minutter i disse gader, før du støder på den stemningsfulde gadetango. Her vil du opleve, at forbipasserende argentinere lige pludselig stopper op for at danse tango. Tag ud at se tangoshows eller afprøv selv evnerne på en danseskole – vi tør godt love, at det sætter gang i både krop og sjæl!  

Gadekunst og glade farver i La Boca 

En anden meget kendt bydel i Buenos Aires, er den kunstneriske bydel La Boca, hvor du kan gå på den berømte farvestrålende vej El Caminito – sikke et farvemekka! Omgivet af musik, farverige huse i ægte Villa Villekulla-stil og tangodansere oplever du tydeligt, hvordan denne travle havn er endt som et postkortbillede af Buenos Aires. 

Mange steder i Buenos Aires vil du opleve den flotte og ofte dyreinspirerede gadekunst, og byen bliver da også opfattet som et af de bedste steder i verden at se kreative kunstværker på husfacader og mure.  
 

Rundrejser i Sydamerika - kombiner flere lande

Du skal sætte god tid af, hvis du vil opleve Argentinas mange store oplevelser, og selv små områder af landet kræver et par uger til rigtig at fornemme stemningen og se naturen. Her Hos C&C Travel tilbyder vi rundrejser på kryds og tværs af Argentina. 

Sydamerika er en verdensdel, der skal opleves på tværs af landegrænser! Det vil sige – du skal gå efter oplevelserne, ikke landene!  

På vores kombinerede pakkerejser i Argentina, Brasilien og Chile oplever du Sydamerikas store alsidighed, der både inkluderer vild og frodig natur i Amazonas, pulserende og moderne storbyer som Buenos Aires og Rio de Janeiro, vinmarker, røde ørkenlandskaber og isblå gletsjere. Og alt derimellem. 

Brasilien og Argentina 

Du skal kombinere Brasilien og Argentina, hvis du ønsker store oplevelser, seværdigheder, natur og strand. Vores allerbedste rundrejse i de to lande kombinerer Rio de Janeiro, Buenos Aires og Iguazu, så du får lidt af det hele. 

Argentina har ingen nævneværdige strande, så hvis du ønsker strandferie i Sydamerika, så skal du også et smut til Brasilien. Fx til den populære ferieby Buzios

Rejser til Argentina og Chile - vin eller vulkaner? 

Ønsker du at opleve vild natur, sneklædte bjerge og forrevne klippelandskaber, så kombinér Chile og Argentina på en rundrejse i Patagonien.   

Ønsker du derimod mere grøn natur og endnu mere vin – og måske et par saftige bøffer? Så kombinér Chile med Argentina i vinlandet omkring Mendoza. Smag på både den argentinske og chilenske vin, oplev stemningsfuld tango og se det storslåede Iguazu-vandfald.
 

Rejs til Sydamerika med C&C Travel

Spørg os til råd! Skal du rejse rundt i Sydamerika, har du brug for en rejsearrangør! Vores rejsekonsulenter er eksperter i Sydamerika og kender landene ud og ind - vi kender de bedste flyruter, de bedste kombinationer og guider dig til store oplevelser. Men drømmene er selvfølgelig dine! C&C Travel hjælper dig bare med at føre dem ud i livet.   


#Byer

Koh Phra Thong

Koh Phra Thong er ikke en af de mest tilgængelige øer i Thailand, og det er faktisk en af øens store styrker! Det er nemlig de færreste, der har hørt om øen, hvilket betyder, at det er det oplagte sted at besøge, hvis du virkelig bare gerne vil væk fra det hele. "Hovedgaden" er den eneste vej på øen, og er i virkeligheden bare store blokke af cement, der er lagt i forlængelse af hinanden. Her bor ikke meget mere end 300 mennesker fast, men dyrelivet på øen er til gengæld rigt og ret unikt. Havskildpadder lægger æg på øens vestkyst, og det er også her, du kan snorkle og dykke blandt farverige koralrev og fisk. Fuglekendere kan desuden holde øjnene åbne efter de mere end 100 forskellige fuglearter, som øen er hjemsted for. Landskabet på Koh Phra Thong er meget ulig den natur, du finder på mange af de mere kendte, thailandske øer såsom Koh Lanta og Phuket. En stor del af øen er nemlig domineret af flade græssletter, der næsten ligner noget fra Afrika. Her kan du spejde efter forskellige små hjorte, slanger, aber, skældyr og mindre kattedyr. Noget har Koh Phra Thong dog heldigvis til fælles med de mere kendte ferieøer, for ude ved kysten er der uberørte sandstrande og smaragdblåt vand så langt øjet rækker. Her kan du sagtens få en hel strand for dig selv, og i den grad føle, at du er kommet dejlig langt væk fra hverdagens stress og jag. 


#Byer

Krabi

Tænker du også på frodige skovområder, smukke strande, krystalklart vand og majestætiske kalkklipper, der dramatisk stikker op af havet, når du forestiller dig Thailand? Så er det Krabi, du skal besøge! Faktisk er Krabi blevet sammenlignet med den mytologiske by Xanadu i Himalaya, og provinsen kaldes også for Magical Krabi. Det må sige lidt om, hvor smukt her er.

Du er dog ikke den eneste, der har fået øjnene op for stedet, så udbuddet af butikker, restauranter, sjove aktiviteter og udflugtsmuligheder er stort. Krabi er kort sagt perfekt for dig, der både vil opleve de fantastiske omgivelser og samtidig have alle muligheder for sjov og aktiviteter inden for rækkevidde.

Strande i Krabi - hvilken skal du vælge?

Det er ikke nogen hemmelighed, at Krabis popularitet mest skyldes de skønne strande, der indbyder til afslappende dage og et forfriskende duk i havet. Der findes flere forskellige og lidt for enhver smag. Både de livlige, de rolige, de smukke, de smukkere og de smukkeste!
 

Ao Nang Beach - den mest berømte

Ao Nang Beach er den mest berømte strand i Krabi og også det mest udviklede turistområde i provinsen. Det er et klassisk ferieområde med en strandpromenade og butikker, restauranter, gadekøkkener og barer i massevis. Det er hér, du skal til, hvis du gerne vil have liv og glade dage lige i nærheden – samtidig med, at du har et godt udgangspunkt for at opleve mere af det smukke Krabi. Det er fra Ao Nang Beach, du tager ud med longtail-båd til de gode strande.
 

Ao Railay Beach - den smukkeste

Syd for Ao Nang ligger Ao Railay Beach, der er en af de smukkeste strande, du kan forestille dig. Den hvide sandstrand er omkranset af imponerende, grønklædte kalkstensklipper. Et syn taget direkte fra et postkort! Den eneste måde, du kan komme hertil, er med båd, og netop derfor kan bådtrafikken være heftig, når de mange dagsturister kommer forbi. Vælger du at bo her, vil du dog også opleve et mere roligt område. Til gengæld bliver du ikke forstyrret af biltrafik på Railay Beach. Her er nemlig ingen biler!
 

Tup Kaek Beach (Tubkaak) - den mest urørte

Tup Kaek Beach er stedet at tage hen, hvis du gerne vil lidt væk fra det hele. Her ligger næsten udelukkende resorts, og der er derfor ikke meget natteliv at komme efter. Til gengæld får du fred og ro til at nyde den hvide strand og udsigten over det turkisblå hav. Her er du også tæt på junglen, hvis du skulle få lyst til at snøre vandrestøvlerne og tage på opdagelse. Selvom her ikke er vanvittigt meget liv, er du ikke bundet til dit hotel under hele ferien.
 

Hat Nopparat Thara - den bedste snorklestrand

Nord for Ao Nang ligger Hat Nopparat Thara Beach, som er indgangen til marinenationalparken med det mundrette navn: Hat Noppharat Thara – Mu Koh Phi Phi National Park. Her får du virkelig det bedste af Krabi, både til lands og vands. På landjorden byder nationalparken på grønne bjerge, floder og frodig mangroveskov. Til vands byder området på flere små øer, livligt koralrev og dramatiske, grønne klipper, hvoraf nogle gemmer på ”hemmelige” huler.

Men du kan selvfølgelig også bare hoppe på en båd og finde din egen helt private bugt!

Seværdigheder i Krabi

Krabi kan faktisk mere end strand og natur – her kan du nemlig krydre dagene på stranden med lidt historieundervisning af den sjove slags. Museet Wat Klong Tom, der ligger ved Klong Tom-templet, byder på over 5.000 år gamle fund fra området som farverige perler, bronzeredskaber og keramik.

Du kan også besøge Tiger Cave Temple, der er et mystisk tempel fra en fjern fortid. Her kan du gå på opdagelse i en labyrint af huler, altre og munkeceller. Det bedste ved templet er nu ikke de store guldbygninger og pagoder men udsigten ud over landskabet. Et andet fint tempel er Wat Kaew Ko Wararam. Det hvide tempel ligger nærmest midt i Krabi by.

Khao Khanab bjergene er nærmest blevet Krabis vartegn, og det er i hvert fald et af områdets mest berømte seværdigheder. De to skæve toppe stikker op i landskabet og omkring dem kan du finde fine vandreruter og smukke udsigtspunkter. Inde i bjergene kan du udforske grotter fulde af stalagmitter og stalaktitter, og måske endda også menneskeknogler.

Andamanhavets mange øhop

Krabi ligger ud til Andamanhavet, og selvom provinsen er en del af det thailandske fastland, er det alligevel muligt at komme ud i båd og opleve ø-livet i Thailand. Andamanhavet byder nemlig på masser af småøer, som bare venter på at blive udforsket. Hop ombord på en longtail-båd, og tag ud på dit eget lille ø-hop. Vores favoritter her er Koh JumKoh MookKoh Lipe og Koh Ngai.

Har du armkræfterne i orden, kan du også leje en kano eller kajak og padle ud på eventyr på Andamanhavet.

Jungle og eksotiske oplevelser i Krabi

Krabi har masser af grøn jungle, frodige skovområder og smukke mangroveskove. Tag på udflugt i jeep gennem junglen, glid ned ad floden i en gummibåd, spænd hjelmen og stig på en scooter for at komme rundt til alle de steder, der er et must-see i Krabi. Tag måske på en udflugt og se vandfald, gummitræer og varme kilder eller måske vil du selv leje en scooter og køre ud i det grønne? Er du til action og eventyr, har du både mulighed for at prøve at svæve gennem naturen på en zipline eller gå på hængebroer i trætoppene på en såkaldt "canopy walk". Vil du hellere bare nyde en stille stund i smukke omgivelser kan du besøge Than Bok botaniske have og se fugle i magiske farver og jadefarvede vandfald.

Vejret i Krabi

Badeferie er bare sjovest, når vejret er godt! Det bedste rejsetidspunkt til Krabi er december til marts, hvor der er mindst regn og flest solskinstimer. Dog kan der godt komme lidt regnbyger i december. April er faktisk årets varmeste måned, men både april og november byder på lidt regn, så du skal gøre op med dig selv, om du vil have den oplevelse med.

I månederne maj til oktober falder der store mængder regn i området. Samtidig kan der være høje bølger på havet, selvom stranden ligger lidt i læ. Det er derfor den mindst attraktive periode at besøge Krabi i.


#Byer

Kovalam

Før i tiden var Kovalam et rigtig hippiested, men nu er her også store og dyre hoteller, så her finder du turister i alle genrer. Kovalam-stranden kan godt minde lidt om en hvilken som helst anden charterdestination. Her er en del små butikker og souvenirshops, hvor du kan få handlet de sidste gaver med hjem, her er restauranter og en del hoteller. Atmosfæren og stranden er dog hele hurlumhejet værd, og Kovalam-stranden er helt klart et af Indiens "must sees"! Bevæger du dig væk fra hovedstranden og ind i landet, finder du rismarker, temarker og palmelunde, så langt øjet rækker. Du kan også tage en tur de ca. 14 km til Trivandrum og se, hvad Keralas hovedstad har at tilbyde. Brug dagene på at nyde stranden og havet, spis friskfanget hummer og rejer, forkæl dig selv med en vidunderlig massage eller prøv at dyrke yoga.


#Byer

Kota Kinabalu

Kota Kinabalu er en stor og pulserende by med over 600.000 indbyggere. Tage op på Signal Hill og se den fantastiske udsigt over hele Kota Kinabalu by. Fortsæt til Sabah Foundation Building, som er en af de eneste hængende bygninger. Tag også forbi Sabah State Museum, hvor du kan lære om Sabahs historie og se mange nye kunstgenstande. Atkinson Clock Tower er også et besøg værd. Dette klokketårn er noget af det eneste, der overlevede bombningen af Kota Kinabalu i 1945. Det blev bygget i 1905 af træ og har sit navn efter F.G. Atkinson, som var den første distrikt officer på stedet, indtil han døde af malaria i en alder af 28. Husk også et stop på Filipino-markedet og køb noget lækker frisk frugt. Der er intet så lækkert som nyplukket frisk dragonfruit. Eller hvad med et besøg til det lokale marked med frugt/grønt/kød/drikkevare og alt hvad hjertet begærer. Der ligger et stort et nede ved strandpromenaden. Alt hvad du ser, er hjemmedyrket og fri for sprøjtemidler. Det er et skønt syn at gå en tur igennem dette farvestrålende marked, med alle disse forskellige krydderier mm. Hvis du har meget mod og har brug for at prøve kræfter med naturen, kan du tage på en heldagstur til Tamparuli distriktet, hvor du kan White Water Rafte. Eller hvad med en Wildlife Safri, hvor du bl.a. har mulighed for, at se næseaber og de sjældne sølvhaleaber, masser af forskellige fugle, krokodiller og ildfluer.


1 2 3 95 96 97